Blue Ridge Parkway

Denne weekend (5.-6. oktober) kørte vi 3 danskere, Mette, Ann og mig en tur op i bjergene (ja, vi har det hele i North Carolina - bjerge vestpå og hav østpå). Her kørte vi det meste af turen på Blue Ridge Parkway, som er en naturskøn vej med tunneller og viadukter der starter i Shenandoah Nationalpark i Virginia og følger bjergene til Great Smoky Mountains Nationalpark i det sydvestlige North Carolina. Heldigvis var ingen af disse nationalparker vores mål - de er jo på nuværende tidspunkt lukket, da de statsansatte ikke får løn på grund af USA's budgetkrise.

Vi startede lørdag ud med at hente vores lejede bil og spise på iHOP, som er en morgenmadsrestaurant med pandekager, æg, bacon m.m. Derefter kørte vi direkte vestpå til vi ramte Blue Ridge Parkway, som vi fulgte sydpå.

Første stop var The Blowing Rock, som er en meget stor klippe som hænger ud over Johns River Gorge, og den har fået sit navn fordi der blæser en meget kraftig vind. Det siges, at hvis man smider lette objekter udover kanten, så kommer de tilbage. Det skulle eftersigende også se ud som om at sneen falder opad.

Herefter fortsatte vi til Grandfather Mountain (1812 m) hvor de på toppen har bygget en hængebro over til Linville Peak, hvor man har en panoramaudsigt over bjergene. Jeg vil dog indrømme at jeg ikke havde det helt godt med at gå over den - man kunne jo mærke den svinge! Hængebroen er bygget i 1952, men bygget om i 1999 hvor det hele blev erstattet af galvaniseret stål i stedet for træ.

Det sødeste lille jordegern

Planen var at vi ville have set Linville Caverns efterfølgende, som er de eneste grotter i North Carolina som er åbne for offentligheden, men tiden løb desværre fra os. 

Aftensmaden spiste vi på en hyggelig restaurant i nærheden af grotterne, og det endte med at det blev mørkt før vi fandt campingpladsen vi skulle bo på. Det er nemlig sådan at på Blue Ridge Parkway, må man ikke sætte skilte op, så det eneste man kører efter er milepæle, som dog ikke alle er til at finde. Selvom det var mørkt fandt vi dog frem til sidevejen i første hug og vi skulle derefter køre 10 min. ad snørklede veje til vi kom til campingpladsen. 

Vi havde lejet en lille hytte med senge til fire personer, da telt ikke lige er vores kop te. Med til hytten hørte et picnic bord, ildsted og vandpost. Toiletterne lå heldigvis så vi kunne se op til dem, for vi havde kun en lille, svag lommelygte med.

Bear Den hedder campingpladsen og den har eksisteret siden 1961 (jeg er ret sikker på at hytten også er fra den tid) og har været i den samme familie siden da. Kvinden på kontoret havde været der i 15 år og havde en masse gode historier om stedet.

En sjov ting var at dyrene larmede mere om natten end om dagen, og det er helt anderledes end hvad vi er vant til. Til dagligt hernede i Raleigh kan vi også høre cikaderne, men det er slet ikke i det samme omfang! Det er rent svært at beskrive, men det var en sjov oplevelse, og så var det fedt for første gang i lang tid at se stjernerne, og der var mange af dem!

Vi kørte fra campingpladsen søndag morgen og satte kurs mod Mount Mitchell (2037 m), som er det højeste bjerg i det østlige USA og der var da også lidt koldt på toppen. Det var på turen hertil at man kunne se de flotteste efterårsfarver. Her spiste vi morgenmad/frokost på en restaurant med udsigt udover bjergene - man bliver aldrig træt af den udsigt.

Efterfølgende kørte vi til Asheville, som var vores sidste stop inden hjemturen, her var vi inde og se en naturpark (lidt ligesom Skandinavisk Dyrepark), hvor de havde bjørne, ulve, pumaer, rødlos, ræve, hjorte og oddere. De var rigtig fedt at se en puma i levende live for første gang - hvor er de bare nogle fantastiske dyr!

Herefter begyndte den fire timer lange tur tilbage til Raleigh, lidt langt var det, men tiden går stærkt når man er i godt selskab!

Sådan sover en rødlos åbenbart!

I morgen har vi efterårsferie og derfor går turen til New Orleans (fork. = NOLA) med det samme gode selskab + Katie fra Tyskland, som vi også bruger en del tid sammen med. 

Vi elsker åbenbart at køre bil, så derfor lejer vi endnu én og kører de 16 timer det tager at komme til New Orleans, dog med flere stop og en overnatning på vejen. Mere om den tur når jeg kommer tilbage igen.

For at i ikke skal tro at jeg bare lever livet konstant i 30 graders varme, så har vi faktisk haft nogle efterårsdage med regn, blæst og 15 grader - godt vi tager sydpå!
Pas godt på jer selv!