Oplevelser III

5. Eftermiddag med maling og heste

Lørdag d. 19 oktober havde min Companion Animal Club et stykke frivilligt arbejde vi kunne deltage i og på den måde få timer i klubben. Det gik ud på at vi skulle male dørene til hestestalden på en af universitetets forsøgsgårde. Vi var ca. 12 piger som deltog, og jeg er stadig forundret over at de stort set alle er yngre end mig, men det kan jo ikke undgås.

De var dog alle rigtig søde og vi fik snakket en del mens vi malede. Vi mødtes kl. 14.30, hvorefter vi carpooled (et par stykker giver resten et lift) til stalden og hurtigt startede med først at sætte tape op, for selvfølgelig er det rigtig amerikansk som i kan se nedenunder med et kryds på tværs af en hvid dør, som ikke måtte få rød maling på sig.

Der var fire store døre der skulle males på ydersiden og to af dem skulle også males på indersiden. Dette tog ikke mere end en halvanden og der var sat 3 timer af, så vi brugte resten af tiden på at muge stalden ud og derefter tage ud og se hestene. Desværre stoppede min kamera på telefonen med at virke, så der blev ingen hestebilleder.

Vores formand for foreningen viste os rundt på stedet og vi så folingsboksene, foderrummet og der hvor hingstene springer - spændende at se, især fordi staldene herovre er meget mere åbne på grund af det noget bedre vejr de har. Meget forskelligt fra derhjemme.

6. Møde om frivilligt arbejde hos SPCA

Søndag d. 20 oktober kunne vi komme med til et informationsmøde om at være frivillig på SPCAs internat som ligger 15-20 minutter væk. Her fik vi en rundvisning på stedet og den hovedansvarlige fortalte om hvilke opgaver de frivillige kunne vælge at udføre. Det er sådan at man for at kunne udføre disse skal have haft et kursus indenfor det specifikke område. Ville man f.eks. være Dog Matchmaker skulle man først have træning i at håndtere hunde og derefter træning i hvordan man skal vise hunden frem til potentielle adoptører. Alt dette handler om erstatningsansvar (liability), da amerikanere jo kan sagsøge hinanden for alting, så for at stå bedre i en potentielt retssag skal internatet kunne bevise at vi har haft den rette træning, derudover skal der underskrives en waiver hvor stedet fraskriver sig ansvar for personlig skade eller sygdom som følge af at have arbejdet på stedet.
Internatet formidlede både hunde, katte og kaniner, og de er alle kastreret/steriliseret, vaccineret for DHLPP (samlet hundevaccine), FVRCP (samlet katte vaccine) og rabies, har fået ormekur og indsat en mikrochip. 
I USA har de et relativt stort problem med rabies i forhold til Danmark. En af de største grunde til det er at de har en noget større pulje af vilde dyr som kan have det herunder flagermus, egern (3 forskellige), ræve, prærieulve, vaskebjørne og diverse mindre rovdyr. På internatet gik de meget op i at hundene og kattene helst ikke måtte bide os mennesker, for hvis der kom blod, så skulle dyret i karantæne i 10 dage og man skulle tjekkes med det samme i frygt for at dyret skulle have rabies. Vaccinen beskytter nemlig kun mod at få rabies, men kan ikke kurere dyrene hvis de havde det før de fik vaccinen.
Et andet stort problem herovre er hjerteorm hos hunde, efter sigende skulle North Carolina være et hot spot for disse orm grundet klimaet (varmt og fugtigt) og den dermed store mængde myg i staten, da disse er vektorer for ormene.
Lige nu havde de et udbrud af ringorm hos kattene, hvilket betød at de katte der havde det skulle vaskes godt og grundigt. Dette resulterede som i jo nok kan gætte i nogle meget triste katte indtil de endnu en gang var tørre.
Jeg synes det kunne være sjovt at prøve at være frivillig sådan et sted, men desværre har jeg ikke nok tid tilbage, da de helst ville have man kunne fortsætte i længere tid, og før man kommer igennem træningen og det hele, så ville jeg kun have en måned tilbage. Heldigvis får jeg dog forhåbentlig snakket med nogle katte når jeg d. 2 november skal hjælpe til med en katteauktion hos Cat Angels, som er et andet internat i området.

7. North Carolina State Fair.

Sidste uge var det tid til North Carolinas State Fair som varede i 10 dage fra den 17.-27. Oktober. En state fair er defineret som en annual competitive and recreational gathering of a U.S state's population. På dansk - en blanding mellem et marked, en messe, et dyrskue og et tivoli. Jeg må være ærlig og sige, at jeg havde forventet, at der ville være masser af dyr at kigge på, men desværre var det ikke der fokus lå for arrangørerne.  Jo, der var da en smule, men det handlede mest om mad og forlystelser. Noget de især elsker i sydstaterne er at friturestege ALT, og jeg mener virkelig alt - herunder bl.a. Oreos, cheesecake, Snickers, müeslibarer og mac&cheese. I et af de første indlæg skrev jeg, at de andre piger smagte friturestegte Oreos til vores RecFest og at de synes det var ulækkert. Denne her gang prøvede jeg det så, og det er faktisk ikke så ringe endda. Der var noget lækkert over det. Du har chokolade, vanilje og friturestegt dej og på en eller anden måde smager det bare godt. 

Derudover var der mange boder der solgte typisk amerikansk mad; grillede majs, hamburgers, hot dogs, pizza, og noget de er glad for i det her område: gigantiske kalkunlår.

De solgte også alligatorkød!

Nu skal det hele ikke handle om mad. De havde selvfølgelig også en masse udstillinger og kåringer af alt fra haver, buketter, græskar, kartofler, køer, grise og hø m.m. Derudover var der også udstillet lokal kunst, kaniner og der var et sted man kunne se hvordan de lavede tobak. En rigtig hyggelig fredag eftermiddag og aften, men så er der heller ikke mere i det.

Meningen var at jeg faktisk også skulle have været der onsdag med mit græsfag, hvor vi skulle kigge på evaluering af hø (ja, du hørte rigtigt!). Dette kunne dog ikke lade sig gøre logistisk, så det endte med at vi blev hjemme. Vi skulle dog ikke gå glip af denne mulighed for at evaluere hø hvor vi kunne sammenligne med de rigtige resultater, så dette gjorde vi denne onsdag i stedet for. Min professor havde nemlig fået bragt de 14 høballer til skolen, hvor vi så kunne være rigtige bonderøve og røre og lugte til høet. Spændende sager jeg går rund og laver! Her er lidt ekstra billeder:

Vi var også ovre og se hestestalden

Lidt dyrskue var der over det!

Et meget passende billede her til sidst, da det jo er Halloween i dag! Så vi skal klædes ud og i aften skal vi til Halloween Hike på gaden ovenfor campus, hvor der er en masse arrangementer. Så må vi se hvad Halloween i USA går ud på.

Forest Wildlife Management

En af grundene til at jeg valgte North Carolina State University var, at de havde en uddannelse i Fisheries & Wildlife og derfor havde flere kurser indenfor dette emne jeg kunne vælge imellem. Vildt er et af de områder jeg igennem hele mit liv har fundet interessant, og selvom at de fleste der vil have med vilde dyr altid tænker på Afrikas savanne, så har min interesse ligget hos dyr i Nordamerika og Europa. Og dette indebærer jo de dyr vi har i DK.

Helt simpelt havde jeg fra starten valgt kurset Wildlife Management, som omhandlede bevarelse af vilde dyr fra langt tilbage i tiden til nu med fokus på dyr der har en stor værdi for os mennesker om det så er for sport, mad eller af æstetiske grunde.
Desværre kunne det af logistiske grunde ikke lade sig gøre at få kurset til stor ærgelse for mig, men jeg blev så meldt til kurset Forest Wildlife Management i stedet og det har vist sig at være et rigtig spændende kursus. Det går ud på at lære om hvordan man i praksis kan forvalte skove så de tilgodeser både dyrelivet og den økonomiske værdi i form af salg af fældede træer til træindustrien. Jeg var lidt skeptisk i starten fordi jeg troede det ville handle for meget om planter i forhold til min smag, men jeg indså hurtigt at det er en vigtig faktor hvis man vil have med vildt at gøre, og det vi lægger vægt på er identifikation af forskellige planter og ikke så meget fysiologien.
Dette kommer til udtryk i et projekt der foregår gennem hele semestret - vores professor, Dr. Chris Moorman, har nemlig valgt at vi da skal lave en plantesamling! Ja, så det går ud på at vi har en lang liste af planter der er naturligt hjemmehørende i det sydøstlige USA, og ud fra dem skal vi så vælge 20 planter indenfor fem kategorier (trees, shrubs, forbs, grasses, vines). For hver af disse skal vi aflevere et tørret eksemplar af planten og en A4-side med en beskrivelse af planten, hvilke områder den findes i og hvordan vi kan forvalte naturen således at netop denne plante fremmes. Noget af et projekt for en som mig, der ikke ved særlig meget om planter og knap nok kender de danske navne, og da slet ikke de engelske. Derudover har de også mange planter herovre som vi af gode grunde ikke har i Europa, og som jeg derfor aldrig nogensinde har set før.
Heldigvis har vores hjælpelærere, Steve Grodsky og Colter Chitwood, været så flinke at lave en række plant walks, hvor de fortæller om nogle af planterne og hjælper os med at klippe en passede stykke af planten af til os. Jeg har indtil nu kun været på én af dem, fordi de bliver ved med at arrangere dem fredag kl. 10, hvor jeg kun lige har fået fri fra time og derfor ikke rigtig kan nå at mødes med dem. 

Jeg har forbandet dette projekt rigtig meget, da jeg bare ikke vidste hvordan jeg skulle finde de her planter selv og fordi at de planter jeg fandt stort set altid viste sig at være introducerede planter. Jeg kan dog godt se at vi får en masse viden ud af at lave plantesamlingen, men det har været svært, specielt for os som læser husdyrvidenskab.

Lige nu er vi begyndt på en lang række forelæsninger om dyr, deres levesteder og hvad vi skal være opmærksom på hvis vi skulle forvalte skove med henblik på at fremme disse arter. Der er en stor del af dyrene jeg ikke kender til, især fuglene, slangerne og amfibierne har jeg svært ved. Dette betød blandt andet, at da vi den anden dag havde en quiz med billeder af 20 dyr som vi skulle give det fulde navn på, var jeg lidt på bar bund (jeg kunne måske 3-4 stykker). Heldigvis var det kun extra credit, som man kunne få for den, så det betød ikke så meget. En ting jeg er meget fascineret over dog er at de har så mange farverige fugle, herunder er nogle eksempler: 

Indigo Bunting

Northern Cardinal

Hooded Warbler

Eastern Bluebird

Det er vidst på tide jeg lige fortæller lidt om hvad der indgår i ens karakter. Derhjemme er vi vant til at det stort set kun er den endelige eksamen der tæller, hvilket til tider er rigtig rart fordi at du altid kan nå at læse op de sidste uger op til den. Herovre derimod er der et vist antal point du kan opnå i et kursus (dette tæller ikke ekstra credit) og disse kan du få fra opgaver, projekter, quizzer, tests, eksamen og endda i visse kurser om du møder op til timerne og er deltagende.

Karakteren gives så ud fra hvor mange procent af pointene du har opnået - typisk er 90-100% et A, 80-89% en B osv. - og du skal have over 60% af pointene for at bestå kurset.

Derudover har de idéen om extra credit, dvs. at du f.eks. kan lave nogle ekstra opgaver eller deltage i noget udenfor timerne for at få flere point og dermed en bedre karakter. Jeg er dog ikke helt sikker på hvad jeg synes om det, for jeg føler lidt at det bagefter kommer til at se ud som om at du har forstået kurset bedre end du måske egentlig har. Personligt har jeg lavet meget lidt extra credit, da jeg simpelthen ikke synes det er det værd (og fordi det går ganske fint uden). Og hvis du i forvejen har de fleste point kan du altså ikke få en højere karakter end A+, selvom du har lavet extra credit. Jeg savner vores måde at få karakter på!

En af de sidste ting jeg vil nævne om dette kursus er, at vi i grupper af 3 personer skal lave en forvaltningsplan for et skovområde på 100 acres (ca. 40 ha) med fokus på nogle få arter af vildt. Jeg er i gruppe med en pige, Rebecca, som også læser husdyrvidenskab og en fyr, Nick, som læser naturressourcer og vores fokus er virginiahjorte og kaniner (Eastern Cottontail Rabbit) til jagt. Projektet går så ud på, at vi skal beskrive området og vurdere hvor godt det er til vores fokus, og hvad vi kan gøre for at forbedre det. Jeg er lidt spændt på hvordan det kommer til at gå, da jeg er bange for at de andre ikke har de samme forventninger til projektet som jeg har. På nuværende tidspunkt ligger jeg på ca. 83% (og de andre to væsentligt lavere) og hvis vi afleverer et dårligt projekt trækker det ned i min endelige karakter på grund af det dumme amerikanske system herovre, og det ville jeg være træt af. Men nu må vi se - projektet skal afleveres d. 7. November.

Til sidst så skal det også lige nævnes, at det i dette kursus er tydeligt at høre vi befinder os i en syden for både Dr. Moorman og den ene af hjælpelærere har en meget udbredt sydstatsaccent, dog ikke så slemt at man ikke kan forstå et. En af de gode/dårlige ting er, at det virker som om nogle ord eller sætninger sidder bedre fast hvis de bliver sagt med accenten. F.eks. kan jeg ikke sige "Thin and Burn" (Dr. Moorman's yndlingsudtryk) uden at bruge sydstatsaccenten. Derudover er jeg bange for at komme til at sige y'all, hvis jeg skal snakke engelsk derhjemme for de vi hører det så meget herovre, og ja, folk bruger faktisk det udtryk! (Jeg troede kun det var på film)

Vi er nu begyndt at have det lidt mere efterårsagtigt udenfor, dvs. blæst og 14 grader, men det skøre er at bladene på træerne stadig er grønne og kun nogle få har skiftet farve.
Jeg håber i alle har det godt!

Fall Break i New Orleans

Vi har sørme også efterårsferie herovre, omend den ikke er så lang som derhjemme. :)
Onsdag d. 9. oktober kl. 9.30 blev jeg hentet af de tre andre piger i en lækker lille rød Ford Focus som i kan se herunder. Katie og Ann havde nemlig været så søde at hente bilen hos Enterprise for os for derefter at komme og hente mig og Mette - fornemt!

Det Røde Lyn!

Kort over vores rute til New Orleans - 6 stater!

Vi startede dagen ud med at køre en halvanden times tid og derefter spise brunch på Denny's (endnu en morgenmadsrestaurant) og derefter fortsatte vi til Charlotte. Charlotte er den største by (dog ikke hovedstad - det er Raleigh) i North Carolina og er en stor finansby i USA. Det er også her at NASCAR har sit centrum. Vi havde ikke tid til at gøre holdt, men vi brugte dog en halv times tid på at køre rundt i centrum og vi blev helt betaget af hvor hyggelig den så ud - en lille storby i sig selv. Helt klart bedre end Raleigh.

Turen forsatte videre og midt igennem Atlanta, Georgia, for det var her motorvejen gik. Atlanta er kendt som 'Los Angeles of the South' fordi man stort set kun kan komme rundt med bil, og bilister i byen skulle efter sigende også være mere aggressive end de er i resten af det sydlige USA.

På vej igennem kom vi fordi den olympiske flamme, som er det eneste der er tilbage af det olympiske stadium fra 1996 som nu er lavet om til et baseball stadium i stedet. Typisk USA!

Vi overnattede på et motel uden for Montgomery, Alabama, og der var ikke andet i nærheden af det end et par tankstationer, men det var ganske fint til formålet. Om morgenen mødte vi en ældre dame som også havde overnattet der - hun var på vej fra Savannah på tværs af USA til San Diego alene - det må man sige, hun var frisk!

Torsdag kørte vi videre til Mobile, Alabama, hvor vi parkerede bilen, gik en tur rundt og fandt et rigtig hyggeligt sted at spise. Det var vidst nok det mest populære spisested til frokost i byen for der var næsten helt fyldt da vi kom ind. Maden var rigtig lækker og kvinden der bestyrede stedet var vældig snakkesalig især efter at hun fandt ud af at vi var fra Europa.

Flot maleri i Mobile, Alabama

Herefter tog vi kystruten til Biloxi, Mississippi og uden at vide det rendte vi en i en bilkongres med klassiske biler som åbenbart fandt sted i byen. Vi havde valgt ruten fordi vi kunne køre langs stranden, så det var et plus også at kunne se på en masse lækre biler samtidig. Ann og jeg var helt oppe at køre over det - klassiske biler er bare noget USA kan.

Efter en lang køretur endte vi i New Orleans, Louisiana (også kendt som NOLA) til aften. Efter check-in skiftede vi tøj, fandt bussen, en street car (sporvogn) og tog ind til Bourbon St. som er festgaden i New Orleans og her man helst skal befinde sig når det er mørkt. Byen har rygte for at være et hårdt sted og det anbefales at man som turist kun befinder sig på to gader om aftenen; Bourbon St. og Canal St., sidstnævnte er der en af sporvognene kører.

Denne aften spiste vi sen aftensmad på Hard Rock Café og nød en jazz-koncert imens.

Fredag havde vi bestilt en tur med en airboat rundt i en af Lousianas sumpområder. Stedet lå cirka en halv time væk og da vi ville have noget ud af dagen, havde vi bestilt tid til kl. 9.30.

Vi var så heldige at vi fire piger fik lov til at komme alene med på en båd, og det nød vi til fulde og vi følte også lidt at guiden gjorde noget ekstra ud af turen for os. 

Turen var en blanding af fart over feltet og pauser med tid til fordybelse. Guiden var opvokset i området og vidste lige hvor han skulle finde alligatorerne. Åbenbart så elsker disse alligatorer hvide skumfiduser - det skyldes at de ligner den hvide underside på fisk og fordi de ikke fylder noget i maven på dem bliver alligatorerne ved med at svømme i nærheden af båden i håb om mere. Udover alligatorer så vi også skildpadder, hejre, ryggen af et par egern og så udpegede jeg åbenbart en slange til Mette uden at jeg selv vidste det! Jeg havde kun set skildpadden ved siden af - ups!

Kan i finde slangen?

Tilbage i New Orleans, eller som det udtales dernede Nawlins, spiste vi frokost på en fransk-inspireret lille café, gik rundt i French Quarter og fik beignets, som er en bestemt slags donut med flormelis, minder lidt om æbleskiver, på Café du Monde som stammer helt tilbage fra 1862. Det smagte fint, men jeg kan nu bedre lide både almindelige donuts og æbleskiver (hvilke jeg virkelig glæder mig til at få når jeg kommer hjem til jul).

I løbet af dagen oplevede vi også en flok der fejrede St. Patricks Day (hvilket ingen mening giver) og et lesbisk bryllupspar komme forbi med alle gæsterne på slæb.

Om aftenen spiste vi på en italiensk restaurant og bagefter gik vi ud i nattelivet. Dette er meget specielt i New Orleans, da det indebærer folk i alle aldre, værtshuse, natklubber, stripklubber og så er det, i modsætning til mange andre steder i USA, accepteret at folk drikker på åben gade. Vi fandt et par gode steder bl.a. Bourbon Cowboy (kan i se et tema?) og Hurricane City, som havde et skønt liveband der spillede gode gamle rockklassikere.

Vi mødte også en gruppe fra NC State som vi kendte, og som var taget til New Orleans i to 16-personers biler for at feste. Ikke hvad vi havde i tankerne, derfor vores egen lille tur.

Lørdag tog vi ud og så Oak Alley Plantation som er kendt for deres allé med 300 år gamle egetræer. Egetræerne er plantet i to rækker af 14 træer som fører ned til Mississippi-floden og er plantet af en ukendt bosætter Da stedet fungerede som plantage handlede det hele om sukkerrør og man kan rundt om på grunden bl.a. se sukkerkedler og genopførte slavehytter.

På vej tilbage kørte vi langs floden, som man ikke rigtig kunne se, men vi kom dog til gengæld igennem et industriområde med en kemifabrik og et naturgasselskab.

Aftensmaden spiste vi på Oceana Grill, som havde lækker lokal mad (jambalaya, gumbo, bbq rejer) og bagefter fandt vi et lille hyggeligt spillested som spillede cajun musik, som er en lokal slags musik. Ordet Cajun er en etnisk betegnelse for den fransktallende befolkning i Lousiana. Det var et skønt sted hvor unge som gamle par var oppe at danse konstant.

Søndag gik turen hjem over Birmingham, hvor vi lige fik set verdens højeste statue i støbejern (15 m) af den romerske gud for ild, Vulcan. Spørg mig ikke hvorfor de har den.

Vi kørte hjem i et stræk med to chauffører og var hjemme ca. 3.30, hvilket betød at jeg kunne nå min time mandag morgen omend jeg kun havde sovet 4 timer.

Endnu en skøn tur med nogle dejlige mennesker, og jeg er nu oppe på at have været i 12 amerikanske stater i mit liv - det er mere end nogle amerikanere.
Næste stop er Savannah og Charleston med Mette og Ann om en tre ugers tid. Indtil da handler det mest om at nyde studielivet og de ting der sker i lokalområdet.

Blue Ridge Parkway

Denne weekend (5.-6. oktober) kørte vi 3 danskere, Mette, Ann og mig en tur op i bjergene (ja, vi har det hele i North Carolina - bjerge vestpå og hav østpå). Her kørte vi det meste af turen på Blue Ridge Parkway, som er en naturskøn vej med tunneller og viadukter der starter i Shenandoah Nationalpark i Virginia og følger bjergene til Great Smoky Mountains Nationalpark i det sydvestlige North Carolina. Heldigvis var ingen af disse nationalparker vores mål - de er jo på nuværende tidspunkt lukket, da de statsansatte ikke får løn på grund af USA's budgetkrise.

Vi startede lørdag ud med at hente vores lejede bil og spise på iHOP, som er en morgenmadsrestaurant med pandekager, æg, bacon m.m. Derefter kørte vi direkte vestpå til vi ramte Blue Ridge Parkway, som vi fulgte sydpå.

Første stop var The Blowing Rock, som er en meget stor klippe som hænger ud over Johns River Gorge, og den har fået sit navn fordi der blæser en meget kraftig vind. Det siges, at hvis man smider lette objekter udover kanten, så kommer de tilbage. Det skulle eftersigende også se ud som om at sneen falder opad.

Herefter fortsatte vi til Grandfather Mountain (1812 m) hvor de på toppen har bygget en hængebro over til Linville Peak, hvor man har en panoramaudsigt over bjergene. Jeg vil dog indrømme at jeg ikke havde det helt godt med at gå over den - man kunne jo mærke den svinge! Hængebroen er bygget i 1952, men bygget om i 1999 hvor det hele blev erstattet af galvaniseret stål i stedet for træ.

Det sødeste lille jordegern

Planen var at vi ville have set Linville Caverns efterfølgende, som er de eneste grotter i North Carolina som er åbne for offentligheden, men tiden løb desværre fra os. 

Aftensmaden spiste vi på en hyggelig restaurant i nærheden af grotterne, og det endte med at det blev mørkt før vi fandt campingpladsen vi skulle bo på. Det er nemlig sådan at på Blue Ridge Parkway, må man ikke sætte skilte op, så det eneste man kører efter er milepæle, som dog ikke alle er til at finde. Selvom det var mørkt fandt vi dog frem til sidevejen i første hug og vi skulle derefter køre 10 min. ad snørklede veje til vi kom til campingpladsen. 

Vi havde lejet en lille hytte med senge til fire personer, da telt ikke lige er vores kop te. Med til hytten hørte et picnic bord, ildsted og vandpost. Toiletterne lå heldigvis så vi kunne se op til dem, for vi havde kun en lille, svag lommelygte med.

Bear Den hedder campingpladsen og den har eksisteret siden 1961 (jeg er ret sikker på at hytten også er fra den tid) og har været i den samme familie siden da. Kvinden på kontoret havde været der i 15 år og havde en masse gode historier om stedet.

En sjov ting var at dyrene larmede mere om natten end om dagen, og det er helt anderledes end hvad vi er vant til. Til dagligt hernede i Raleigh kan vi også høre cikaderne, men det er slet ikke i det samme omfang! Det er rent svært at beskrive, men det var en sjov oplevelse, og så var det fedt for første gang i lang tid at se stjernerne, og der var mange af dem!

Vi kørte fra campingpladsen søndag morgen og satte kurs mod Mount Mitchell (2037 m), som er det højeste bjerg i det østlige USA og der var da også lidt koldt på toppen. Det var på turen hertil at man kunne se de flotteste efterårsfarver. Her spiste vi morgenmad/frokost på en restaurant med udsigt udover bjergene - man bliver aldrig træt af den udsigt.

Efterfølgende kørte vi til Asheville, som var vores sidste stop inden hjemturen, her var vi inde og se en naturpark (lidt ligesom Skandinavisk Dyrepark), hvor de havde bjørne, ulve, pumaer, rødlos, ræve, hjorte og oddere. De var rigtig fedt at se en puma i levende live for første gang - hvor er de bare nogle fantastiske dyr!

Herefter begyndte den fire timer lange tur tilbage til Raleigh, lidt langt var det, men tiden går stærkt når man er i godt selskab!

Sådan sover en rødlos åbenbart!

I morgen har vi efterårsferie og derfor går turen til New Orleans (fork. = NOLA) med det samme gode selskab + Katie fra Tyskland, som vi også bruger en del tid sammen med. 

Vi elsker åbenbart at køre bil, så derfor lejer vi endnu én og kører de 16 timer det tager at komme til New Orleans, dog med flere stop og en overnatning på vejen. Mere om den tur når jeg kommer tilbage igen.

For at i ikke skal tro at jeg bare lever livet konstant i 30 graders varme, så har vi faktisk haft nogle efterårsdage med regn, blæst og 15 grader - godt vi tager sydpå!
Pas godt på jer selv!