søndag den 29. september 2013

Oplevelser II

3. Kanotur på Contentnea Creek
Lørdag d. 21 september havde Mette (en anden dansker) og mig meldt os til en heldagskanotur med universitetet på Contentnea Creek - stedet vi skulle i vandet var ca. 1 time væk. Vi skulle mødes kl. 6:45 om morgenen med afgang kl. 7, men vi var nød til at vente en times tid på nogle af de andre deltagere fordi de åbenbart ikke var kommet op. Det er vel hvad der kan ske når man skal møde så tidligt. På vej derud begynder det at regne rigtig meget, og det skal lige siges at når det regner herovre så regner det altså virkelig meget! Heldigvis holder det lidt op, da vi kommer frem og her får vi lidt intro til kanoerne og turen vi skal ud på samt lærer hinanden lidt at kende.
Vi var 7 deltagere plus to ledere og havde 5 kanoer. Vi skulle selvfølgelig starte med at vælte i kanoerne for, at vi vidste hvad vi skulle gøre hvis det skete senere på dagen.
Altså skulle vi begive os ud på en 15 km kanotur drivvåde og vi blev ikke tørre før vi spiste frokost og regnen var stoppet helt.
Mette og jeg starter med at sejle sammen med mig bagerst (fandt ud af at jeg var ret god til at styre), men efter et stykke tid vælger lederne at ændre på parrene i kanoerne for at at udligne hvor gode folk var, så ingen sakkede bagud. Jeg fik en dreng ved navn Sonny over forrest i min kano og om det var en god ting ved jeg ikke helt for han væltede vores kano! Vi kom lidt for tæt på et træ der var væltet ned i åen og han ville skubbe os væk, hvilket åbenbart fik kanoen til at vende sig på hovedet. Så ja, vi var i vandet endnu engang. Heldigvis var åen ikke specielt dyb og vi fik hurtigt tømt den for vand og fortsatte turen.
Åen løb gennem et smukt skovområde med træer på begge sider. Den svingede en del og der var rigtig mange væltede træer og træstammer vi skulle udenom, så det var lidt af en udfordring, men vi klarede det over al forventning!
Frokosten var inkluderet og den spiste vi på et stykke 'strand', hvor solen endelig kom frem og vi kunne blive lidt tørre. Frokosten bestod i sandwich vi selv skulle lave og æbler.
En af de bedste ting på turen var, at vi så en Great Blue Heron, som er en ca. 120 cm høj hejre. Vi kom rundt i et sving og der var den lige pludselig, måske 30 meter længere fremme. Det var så fedt! Udover den så jeg også en Red-tailed Hawk, en Kingfisher og nogle Sandpipers, men desværre ingen oddere eller bævere. 
Efter 5-6 timer på vandet kom vi endelig frem til vores mål, og måtte sige farvel til dette skønne sted og vende hovedet hjemad. Hjemme på universitet fik vi rengjort vores udstyr og som tak for at vi var med, fik vi en gratis t-shirt.




4. Fall Forum med dyrlæge Dr. Keith D. Wiggins
Torsdag d. 26 september var jeg til et oplæg, som jeg havde fået anbefalet af min professor i Animal Nutrion, Dr. Eisemann. Det var hovedsageligt for studerende som var med eller vil være med i universitetets Food Animal Scholars Program - et program for studerende der læser Animal Science eller Poultry og som er 'pre-vet' - men alle var velkomne.
Oplægget handlede om Dr. Wiggins' liv og uddannelse og hvordan han var nået til der hvor han var. Han arbejder lige nu som direktør i the United States Department of Agriculture, hvor han har med håndhævelse af love og regler for import af animalske produkter og bi-produkter som kan sprede fremmede sygdomme hos dyr, herunder fugleinfluenza, Newcastle disease og mund-og-klovsyge. Målet med dette er at forhindre biologisk terror (forgiftelse af mad og vand) og trusler mod den amerikanske folkesundhed.
Han havde mange eksempler på produkter folk prøver at smugle ind i landet - herunder alt slags kød, hele døde dyr (ja, det er rigtigt), æg med fostre i (åbenbart en delikatesse nogle steder i verden) og trofæer af dyr skudt i udlandet, som er ulovlige at tage med ind i USA.
En anden interessant ting er at han var dyrlæge i militæret og lige nu er en del af The National Guard. I militæret var hans job at sørge for at de amerikanske soldater fik rent vand og at deres mad var ordenlig kvalitet.
Jeg er ikke helt sikker på hvordan det fungerer, men på universitetet ser vi stort set hver dag unge soldater som er klædt i fire forskellige uniformer (Army, Navy, Air Force og Marine Corps) og de har timer med os andre. Umiddelbart har det vidst noget at gøre med at de kan få et stipendium og tage nogle kurser indenfor Military Science med fokus på en karriere som leder/officer enten i militæret eller civilt.
Med hensyn til at blive dyrlæge i USA, så er man på bacheloren 'pre-vet', hvilket betyder at man tager nogle kurser indenfor det veterinære område som vil forbedre ens chancer for at komme ind på kandidaten, men dette kan man gøre fra et hvilket som helst studie, altså er der ikke noget studie på bacheloren der hedder veterinærmedicin.
Når man er færdig med sin bachelor kan man så søge ind på College of Veterinary Medicine og læse fire år ekstra på fuld tid og herefter kan man kalde sig dyrlæge.
Dette oplæg har gjort mig lidt klogere på USA, men der er stadig meget at lære.

Animal Nutrition

Dagens kursus er Animal Nutrition med Dr. Joan Eisemann, og det handler som navnet indikerer om fodring af dyr. Dr. Eisemann elsker tests hvilket har resulteret i at vi i løbet af semestret har 4 quizzer og 4 eksamener - bum, det er ca. en hver anden/tredje uge, men det er i orden for det er ikke det sværeste kursus i verden. Det er nemlig sådan at dette ernæringskursus er et andet års kursus (ud af 4 år) herovre, men hjemme på Københavns Universitet er det et tredje års kursus (ud af 3 år), hvilket betyder en stor forskel i sværhedsgrad, men det var det eneste ernæringskursus jeg kunne tage.

Dette (femte) semester var det bedste tidspunkt på min bachelor at tage på et udlandsophold, men for at dette kunne lade sig gøre var jeg nødt til at finde to ernæringskurser, der kunne dække det obligatoriske fag Dyrs Ernæring og Præstation derhjemme. Og dette havde jeg gjort og endda fået dem forhåndsgodkendt, det viser sig så at lige præcis i år bliver det ene af kurserne (det sværeste af dem) kun udbudt online, hvilket betyder, at hvis jeg ville have det ville det koste 7000 kr. ekstra og det var ikke noget jeg kunne få betalt. Så jeg var nødt til at finde på noget andet og det er endt med at jeg skal skrive et 7,5 ECTS-points projekt når jeg kommer hjem indenfor fagområdet.
Jeg har selv valgt emnet for opgaven, og fokus ligger på fodring af lang-distanceheste og hvad man skal være opmærksom på med hensyn til opfyldelse af deres næringsbehov - problemformuleringen er godkendt, så jeg er klar til at gå i gang til januar.

Da jeg måske vil mangle noget viden om ernæring i forhold til de andre på studiet hjemme i Danmark, har jeg valgt at supplere op med at læse et par ekstra bøger ved siden af, og omend ikke andet har jeg lidt fritid i foråret jeg kan bruge på det. For selvom jeg skriver projekt derhjemme, skal jeg stadig have fire kurser herovre for at være fuldtidsstuderende, dette resulterer så i at jeg har tager hvad der svarer til 37,5 ECTS på et semester i stedet for 30 som normalt, og det giver mig lidt ekstra tid i blok 3.
For jer der spekulerer så har jeg tænkt mig at skrive mit bachelorprojekt på fuldtid i blok 4. Emnet og vejleder til dette er også noget jeg skal have fundet ud af, og helst inden jeg skal vælge fag til næste semester, dvs. senest 1. december. Så selvom det er fedt at være ude og læse og der sker så mange spændende ting, er jeg stadig nødt til at tænke på fremtiden og hvad der skal ske når jeg kommer hjem - altså kører min hjerne til tider på højtryk.

Lidt om hvad kurset indeholder:
Dr. Joan Eisemann har skrevet en bog på 143 sider, som vi slavisk følger til forelæsningerne. Den starter ud med en klassificering af forskellige foderstoffer, hvad disse indeholder og hvordan de er produceret. Herefter følger en beskrivelse af tarmsystemet (anatomisk og physiologisk) og hvad der absorberes hvor, lidt om vigtigheden af vand og en beskrivelse af begreberne energi og energibehov. Til sidst en række kapitler med fokus på kulhydrater, lipider, proteiner, vitaminer og mineraler.
Bogen er kort og præcis, og skrevet på et meget pædagogisk sprog, som vidst nok er typisk for nogle amerikanske bøger. De studerende skal virkelig have skåret alt ud i pap og selv ting jeg synes er logiske, er ikke altid logiske for amerikanerne.


Jeg håber alt går godt derhjemme og at i ikke fryser for meget! Her har vi også haft en lidt koldere (20-25 grader) periode, og ja, folk synes de fryser, men det ser ud til at temperaturen skulle stige lidt igen. Vi har haft nogle få dage med nogle ordentlige regnskyl, men ellers har det været sol næsten hver eneste dag, så ingen brok herfra!
Vores fremtidige rejseplaner er at tage til New Orleans i vores efterårsferie (9.-13. oktober) og tage til Miami til Thanksgiving (27. november-1. december) med nogle weekendture indimellem f.eks. tager vi op i bjergene og overnatter næste weekend.

onsdag den 18. september 2013

Muscle Foods

Dette er starten på en række indlæg om mine kurser, der er simpelthen så meget at sige om hver af dem at de får deres eget indlæg. Til dem som aldrig kan huske hvad jeg læser, men har en idé om det, så læser jeg Husdyrvidenskab, og på en eller anden måde giver det mere mening for folk når man siger det engelske ord for uddannelsen Animal Science.
Det handler altså om dyr, hovedsageligt de dyr vi mennesker har med at gøre, men vi må ikke glemme at dette også inkluderer de dyr vi har zoologiske haver og dem vi bruger til forskning - og det resulterer i en viden om en lang række forskellige dyrearter. Det handler om deres ernæring, adfærd, sundhed og velfærd. 
Hvordan kan vi sørge for at vores dyr har det bedst muligt?
Herovre har jeg dog valgt at strække den lidt længere og tage et kursus der hedder Forest Wildlife Management, som har med dyreliv i naturen at gøre og hvordan vi kan skabe bedst mulige levesteder for dem, men samtidig tænke på at skoven også har en økonomisk værdi. Mere om dette senere!

Lige et overblik over mine kurser:
FS322 - Muscle Foods (FS = Food Science)
ANS230 - Animal Nutrition (ANS = Animal Science)
FW404 - Forest Wildlife Management (FW = Fisheries and Wildlife)
CS312 - Grassland Management (CS = Crop Science)

Som i kan se er fagene ret forskellige og de udbydes af fire forskellige institutter, hvilket betyder at jeg har undervisning i fire forskellige bygninger på campus. Heldigvis passer mit skema med at jeg er 3 dage i en del af campus og 2 dage i en anden del, ellers havde jeg nok haft ret travlt med at nå mine timer. Mit skema ser sådan her ud:

Mandag: ANS230 9.10-10.00
Tirsdag: FS322 8.30-9.45 + FW404 10.15-11.30 + FS322 12.25-14.15 (laboratorie)
Onsdag: ANS230 9.10-10.00 + CS312 13.30-15.20
Torsdag: FS322 8.30-9.45 + FW404 10.15-11.30
Fredag: ANS230 9.10-10.00

Jeg har valgt at starte ud med at skrive om kurset Muscle Foods, som handler om kød og kødkvalitet. Det vi lærer om er musklers biokemi og de processer der sker i dem før og efter slagtning og hvordan dette påvirker kødets kvalitet samt hvordan kødet bliver forarbejdet før det kommer ud i butikkerne og hele politikken forbundet med salget af kød.
Det er verden som jeg altid har fundet lukket i USA, så det er rigtig spændende at få et indblik i, også fordi vi i Danmark har meget strammere regler end USA har.
Min professor, Dr. Dana Hanson, er en rigtig hyggelig, sjov og lidt spøjs mand, men han kan sit stof og har en utrolig forståelse for denne verden politisk set. Han har været i Danmark et par gange og besøge Danish Crown i Horsens, og efter at han fandt ud af at jeg var fra Danmark har han det med at nævne forskelle og ligheder mellem de to lande og skal altid lige spørge mig, om det ikke er rigtigt. F.eks. sagde han på et tidspunkt i laboratoriet, da vi havde om udskæringer af kød, om det ikke var rigtigt at vi ikke spiste særlig mange spareribs i Danmark? Og det kunne jeg kun være enig i, men i skulle have set udtrykket i de amerikanske fyres ansigt - det var så sjovt, de var helt chokerede!

I USA bliver man testet konstant, dog er det ikke så slemt i dette kursus. Vi har 2 forelæsnings-tests, 4 quizzer (som vi ikke ved hvornår kommer) og 2 laboratorie-tests. Derudover har han et par projekter vi skal lave i grupper, den første er overstået, men det gik ud på at vi skulle bygge en model af en sarcomer (mindste enhed af en muskel - der hvor sammentrækningen sker) og den skulle kunne bevæge sig! Så vi måtte ud og finde forskellige materialer, bore, hamre og lime. Jeg var lidt i tvivl om hvor god jeg synes vores model var blevet, men sammenlignet med de andres har vi vist gjort et godt stykke arbejde. 
Her er et par billeder:

Vores bund efter at have boret og hamret

Vi er i fuld gang med at lime perler på

Færdig model

Det andet projekt vi skal lave er, tro det eller ej, at vi skal lave en pizza! Eller det vil sige vi skal forarbejde kød til 3 forskellige slags toppings til pizzaen, det tager tre uger og vi får selvfølgelig lov til at spise den bagefter. Det er det gode ved det her kursus, vi må altid spise produktet bagefter - i det første laboratorie vi havde, lavede vi beef jerky (tørret kød) og dette fik vi så lov til at gumle på torsdag morgen.
Laboratorierne foregår i et specielt meat lab, hvor temperaturen konstant er 5 grader og jeg som havde troet, at jeg ville undgå kulde herovre! Sådan gik det ikke, desværre.
Når vi går ind i laboratoriet skal vi have overtrækssko, engangskittel, hårnet og handsker på, og vi må ikke have smykker eller ure på derinde, da stedet producerer kød og bliver inspiceret af staten.
Undervisningen foregår i denne bygning:


Det er her, at universitetet producerer deres egen mælk og is (Howling Cow), som bliver serveret i kantinerne, og som kan købes rundt om på campus. Det er en virkelig god is!
En sidste ting om dette kursus er, at eksamen er bestået så længe man deltager i den udflugt til slagterier og forarbejdningsanlæg der finder sted sidst på semestret. Han er bare skøn!


Dr. Hanson's udgave af vores maskot

Oplevelser

1. Møde i NCSU Companion Animal Club
Forrige onsdag d. 4. september kl. 18.30 fandt det første møde i klubben sted, og det var spændende. Vi havde besøg af en gruppe folk fra Noah's Landing, som er en privatejet zoologisk have tæt på Raleigh. Formålet med oplægget var at vise hvilke dyr man ikke skal holde som kæledyr (primært eksotiske dyr), mange af dyrene på stedet er nemlig reddet fra folk som ikke længere kunne tage sig af dem eller ikke ville have dem mere.
Nogle af de her dyr havde de taget med til mødet, heriblandt en kakadue, en kongepyton, et stinkdyr (som ikke kunne sprøjte) og en ørkenræv. Især synes jeg det var sjovt at se et stinkdyr i levende live - det har jeg aldrig prøvet før!
For at være medlem af klubben skal man deltage i halvdelen af semestrets møder, have min. 10 timers samfundstjeneste, det kan f.eks. være at sælge kager, deltage i arrangementer, eller frivilligt arbejde (det er faktisk muligt at arbejde frivilligt på Noah's Landing!)
Jeg er ikke helt sikker på om det gælder for mig, for jeg tror at de studerende herovre skal gøre det for at kunne skrive det på deres bevis fra universitetet, og det har ikke rigtig nogen betydning for mig, men jeg skal da nok gøre det alligevel!
Så jeg er blevet medlem af klubben og købt en t-shirt, som jeg er helt vild med!
Næste møde er onsdag d. 18 september kl. 18.30, og oplægget holdes af SPCA (Society for the Prevention of Cruelty to Animals) - desværre har jeg tilmeldt mig en heldags-kanotur på lørdag og infomødet til den tur lægger selvfølgelig den onsdag kl. 19, så det bliver vist lidt svært at nå, men man kan jo ikke det hele.

Det nuttede stinkdyr

Elsker simpelthen denne t-shirt

2. Tailgating og amerikansk fodbold
Lørdag d. 7. september var vi inde og se NC State Wolfpack spille mod Richmond Spiders.
Kampen startede kl. 19, men der var tailgating fra kl. 13. Tailgating er hvor man på parkeringspladsen holder fest med mad og drikke og varmer op til kampen. En af de amerikanske fyre havde arrangeret vores og vi betalte $10 dollars for både mad og øl. Selvfølgelig er reglen stadig at man skal være 21 for at drikke (der var flere mindreårige), men jeg så ikke nogen der gik rundt og tjekkede ID. 
Universitetets stadion ligger 10-15 min. væk i bil har plads til 57.500 tilskuere, så det er altså rimlig stort. Det er sådan at vi studerende kan anmode om at få en gratis billet til kampene, og så afhængig af hvor mange der gør det, så bliver der enten trukket lod eller også får alle bare én. Vi har så et par specielle områder på stadion med bænke hvor vi må sidde, selvom de fleste står op det meste af kampen.
Nu er jeg ikke den største fan af amerikansk fodbold, fordi jeg synes det tager ALT for lang tid, men det var rigtig fedt at opleve stemningen og sammenholdet på stadion - de fleste bar skolens farve, rød, og der var flere bestemte traditionsrige råb og sange.
Halvvejs inde i kampen var vi ret sikre på at vi ville tabe, da vi var bagud 21-13, men vi fik halet os ind på Richmond så der stod 21-20 til dem og med 33 sekunder tilbage på uret scorer vi et field goal og vinder 23-21. Så det var ret nervepirrende!
Efter kampen spiste vi på en restaurant, fordi vi missede bussen og var meget sultne.
Det var en rigtig god dag på stadion og dem skal der nok komme flere af!

fredag den 13. september 2013

NASHVILLE

Allerede tidligt i semestret havde vi vores første fridag - Labor Day mandag d. 2. september og det betød selvfølgelig at den forlængede weekend skulle bruges på en rejse og valget faldt altså på Nashville, også kaldet 'Music City', som er hjemsted for countrymusik.

Vi kørte fra NC State i en lejet bil efter vores timer om fredagen og ankom til Nashville om natten. Eftersom det var Labor Day weekend var de fleste hoteller og hostels i centrum optaget, så vi valgte at bo på et hotel lidt længere ude (ca. 20 km væk). Hotellet lå lige ved siden af en interstate highway (I-24), hvilket gjorde det nemt at finde og nemt at komme ind til byen.

Lørdag var vi ude at se Belle Meade Plantation, som blev grundlagt i 1807 og de næste ca. 100 år fungerede som et fuldblodstutteri der opdrættede heste til galopløb. Bl.a. siges det, at alle de heste der har deltaget i Kentucky Derby siden 1990'erne har blodlinier der kan føres tilbage til en af plantagens hingste. Plantagen overlevede den Amerikanske Borgerkrig uden de store skrammer, for hvem kunne bruge de slanke og opmærksomme heste i en krig? Hovedbygningens søjler har dog skudhuller efter et mindre opgør på gårdspladsen.
I starten af 1900-tallet havde gården 2185 hektar med både eget mejeri, egen mølle, smed og endda sin egen togstation, så de handlede ikke kun om hestene. I dag fungere stedet som et museum og der er kun et par heste tilbage for synets skyld.



Om aftenen tog vi en taxa ind til byen, hvor vi faldt over et sted kaldet Tequila Cowboy som havde en fyr der spillede koncert (country musik selvfølgelig) og der valgte vi at spise aftensmad. Efterfølgende gik vi lidt rundt på Broadway og 2nd Avenue hvor alting skete og var inde nogle forskellige steder, men vi endte alligevel tilbage på Tequila Cowboy, sikke hurtigt man kan finde et potentielt stamsted.

Søndag kørte vi ind til byen og så den i dagslys, det var nemt at finde en parkeringsplads og vi betalte kun $4 for fire timer. Vi så bl.a. Tennesee State Capitol, byens War Memorial, kopi af Parthenon og byens Courthouse - nogle rigtig flotte bygninger.
Om aftenen valgte vi at køre til Music Valley, som bl.a. indbefatter Grand Ole Opry House, hvor de har et country show 3 dage om ugen, og det helt fantastiske Gaylord Hotel. Hotellet er delt op i fire afdelinger og de har alle sammen hver deres overdækkede park med vandfald og regnskov, som de ca. 2800 værelser vender ud til. Vi spiste på Jack Daniels restauranten som lå på hotellet og det var rigtig god og autentisk mad.




Mandag morgen stod vi tidligt op og kørte til Lynchburg, TN, hvor Jack Daniels' whiskyfabrik er placeret. Her fik vi en rundvisning på fabrikken og fik svar på hvordan whisky produceres. Jeg var ikke klar over det, men det viser sig at Jack Daniels whisky kun bliver produceret det her ene sted i verden, da en af ingredienserne i whiskyen er vand fra én helt bestemt kilde, som findes i Lynchburg. Det specielle ved kilden er, at der ikke er jern i vandet, og det skulle give en bedre smag til whiskyen.
En anden ting er at det county fabrikken befinder sig i er et såkaldt dry county, som betyder at det er lovligt at producere alkohol, men det er ikke lovligt at sælge eller indtage det. Jack Daniels fabrikken har dog fået tilladelse til at sælge deres produkter, men whiskyen kan ikke købes eller indtages andre steder i amtet.
Frokosten spiste vi på The Bar-B-Que Caboose Café - en meget autentisk amerikansk diner som ligger i den historiske del af Lynchburg. Denne del af byen består af række gamle huse rundt om en kirke, og man følte lidt man var tilbage i tiden.

Efter det gik turen tilbage til Raleigh. Undervejs stoppede vi i Great Smoky Mountains, som
er en berømt national park herovre. Den er opkaldt efter den tåge der ofte omgiver bjergene. Vi kørte langs Ocoee River en del af tiden, og det var virkelig smukt!




Jeg kan godt mærke at hverdagen er begyndt at ramme og jeg har travlt med at læse, lave lektier og bare være sammen med de dejlige mennesker herovre. Der skulle gerne snart komme flere indlæg på bloggen, men jeg skal lige have fundet tid til at skrive dem.
Håber ikke vejret er alt for træls derhjemme, jeg klager i hvert fald ikke :)