onsdag den 18. september 2013

Oplevelser

1. Møde i NCSU Companion Animal Club
Forrige onsdag d. 4. september kl. 18.30 fandt det første møde i klubben sted, og det var spændende. Vi havde besøg af en gruppe folk fra Noah's Landing, som er en privatejet zoologisk have tæt på Raleigh. Formålet med oplægget var at vise hvilke dyr man ikke skal holde som kæledyr (primært eksotiske dyr), mange af dyrene på stedet er nemlig reddet fra folk som ikke længere kunne tage sig af dem eller ikke ville have dem mere.
Nogle af de her dyr havde de taget med til mødet, heriblandt en kakadue, en kongepyton, et stinkdyr (som ikke kunne sprøjte) og en ørkenræv. Især synes jeg det var sjovt at se et stinkdyr i levende live - det har jeg aldrig prøvet før!
For at være medlem af klubben skal man deltage i halvdelen af semestrets møder, have min. 10 timers samfundstjeneste, det kan f.eks. være at sælge kager, deltage i arrangementer, eller frivilligt arbejde (det er faktisk muligt at arbejde frivilligt på Noah's Landing!)
Jeg er ikke helt sikker på om det gælder for mig, for jeg tror at de studerende herovre skal gøre det for at kunne skrive det på deres bevis fra universitetet, og det har ikke rigtig nogen betydning for mig, men jeg skal da nok gøre det alligevel!
Så jeg er blevet medlem af klubben og købt en t-shirt, som jeg er helt vild med!
Næste møde er onsdag d. 18 september kl. 18.30, og oplægget holdes af SPCA (Society for the Prevention of Cruelty to Animals) - desværre har jeg tilmeldt mig en heldags-kanotur på lørdag og infomødet til den tur lægger selvfølgelig den onsdag kl. 19, så det bliver vist lidt svært at nå, men man kan jo ikke det hele.

Det nuttede stinkdyr

Elsker simpelthen denne t-shirt

2. Tailgating og amerikansk fodbold
Lørdag d. 7. september var vi inde og se NC State Wolfpack spille mod Richmond Spiders.
Kampen startede kl. 19, men der var tailgating fra kl. 13. Tailgating er hvor man på parkeringspladsen holder fest med mad og drikke og varmer op til kampen. En af de amerikanske fyre havde arrangeret vores og vi betalte $10 dollars for både mad og øl. Selvfølgelig er reglen stadig at man skal være 21 for at drikke (der var flere mindreårige), men jeg så ikke nogen der gik rundt og tjekkede ID. 
Universitetets stadion ligger 10-15 min. væk i bil har plads til 57.500 tilskuere, så det er altså rimlig stort. Det er sådan at vi studerende kan anmode om at få en gratis billet til kampene, og så afhængig af hvor mange der gør det, så bliver der enten trukket lod eller også får alle bare én. Vi har så et par specielle områder på stadion med bænke hvor vi må sidde, selvom de fleste står op det meste af kampen.
Nu er jeg ikke den største fan af amerikansk fodbold, fordi jeg synes det tager ALT for lang tid, men det var rigtig fedt at opleve stemningen og sammenholdet på stadion - de fleste bar skolens farve, rød, og der var flere bestemte traditionsrige råb og sange.
Halvvejs inde i kampen var vi ret sikre på at vi ville tabe, da vi var bagud 21-13, men vi fik halet os ind på Richmond så der stod 21-20 til dem og med 33 sekunder tilbage på uret scorer vi et field goal og vinder 23-21. Så det var ret nervepirrende!
Efter kampen spiste vi på en restaurant, fordi vi missede bussen og var meget sultne.
Det var en rigtig god dag på stadion og dem skal der nok komme flere af!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar