fredag den 16. august 2013

Ankomst

Nu er jeg så småt ved at være kommet på plads herovre på North Carolina State University i Raleigh. Her får i lige et billede, så i har en idé om hvor i verden jeg befinder mig.


Jeg tog hjemmefra tidlig onsdag morgen, hvor jeg var så heldig at min mor, bror og veninde tog med ud i lufthavnen for at sige farvel til mig. Tak for det! Det første fly jeg skulle med fløj fra KBH til Heathrow kl. 7.25, og fra Heathrow skulle jeg med at andet fly til Raleigh kl. 11. Den første del af turen forløb flydende, og jeg kom også nogenlunde hurtigt fra den ene terminal til den anden. Flyet fra Heathrow til Raleigh tog ca. 8½ time, og der var lidt turbulens, men til gengæld var der to måltider med, en typisk kød-med-ris-ret og en ostepizza, som faktisk var ret god!
I lufhavnen i Raleigh havde jeg over Facebook aftalt at mødes med en tysk pige og en hollandsk pige, som begge var med det samme fly som mig. Vi fik så et lift til campus af en hollandsk fyr som havde kørt turen fra Virginia til Raleigh og ikke havde noget imod at tage os med. Alle tre er udvekslingsstuderende.
Jeg ankom til den lejlighed jeg deler med 3 amerikanske omkring 16.30 og der var absolut ingen mennesker i lejligheden. Lidt efter kom den ene pige, Joanna, hjem, men hun tog bare et bad og smuttede igen og siden har jeg ikke set hende. En af de andre piger, Michelle, ankom sent onsdag aften og har brugt hele dagen i går på at flytte ind, hun har boet i denne lejlighed de sidste 2 år sammen med den sidste pige, Jasmine. Så de får bare skiftet deres roommates ud hvert semester, men det har de det vist helt fint med.

Mit værelse er ikke specielt stort, ca. 10 kvm, men der er det der skal være. Jeg har en seng som er bredere og kortere end min egen derhjemme - jeg ved ikke hvordan drengene kan være i den? Derudover har jeg et lille skrivebord med stol, en bogreol, to skuffer til tøj, en bøjlestang og en andet lille bord.
Jeg skal nok ligge nogle billeder op, når jeg engang får ryddet op. :)
Der var intet i værelset, andet end møbler, da jeg flyttede ind, så til den første nat havde jeg taget to lagener med hjemmefra, men at sove med kun et lagen var alt for koldt, jeg forstår ikke hvorfor de skal have så meget aircondition herovre!
I går havde skolen så arrangeret en tur til Target (noget ala Walmart), hvor vi kunne købe de ting vi manglede, såsom sengetøj, lampe og bøjler. Heldigvis fortalte Joanna, at hende og Jasmine havde køkkenting, som jeg bare kunne låne, så det var jeg fri for at købe.

Jeg har ikke helt bestemt hvad jeg gør med mad, normalt ville jeg jo lave min egen, men der er ikke rigtig nogen supermarkeder tæt på. Jeg var i det nærmeste i dag, som ligger 15 min. væk og  på en meget trafikeret vej. Folk kiggede mærkeligt på os fordi vi var gående, for hvem handler dog ind på gåben i USA?! Ingen! Jeg købte lidt brød, salat og pålæg så jeg i det mindste havde et eller andet at spise.
De fleste studerende herovre har en madplan, hvor man kan vælge et bestemt antal måltider pr. uge eller pr. semester, som man så kan spise i all-you-can-eat-kantiner, cafeterier eller restauranter på campus, men det jeg har set indtil videre har ikke været det mest lækre og sundeste mad og der er ikke specielt mange. Lad mig bare sige at jeg savner en Subway på campus som der var på Hawaii! Derudover ligger der ikke rigtig nogen spistesteder tæt på Wolf Village, hvor jeg bor, så det skulle mest være til frokost de to dage jeg er i den del af campus eller hvis man vil spise sammen med nogle af de andre udvekslingsstuderende som bor på kollegie.

I går havde vi også lidt orientering om hvordan man er studerende i USA, f.eks. er det vigtigt at man præsenterer sig for sin professor og at man aktivt deltager i timerne, i hvert fald i de kurser med mindre hold. Der er mødepligt til alle timer og det tæller med i din endelige karakter. Jeg er så vant til derhjemme, at den eneste karakter der gives er til kursets eksamen, men her tæller quizzer, test og afleveringer i løbet af semesteret også med. Mere om det, og hvilke kurser jeg tager, kommer senere.
En anden ting er at campus er enorm i forhold til derhjemme. Jeg bor ikke helt i den yderste del af campus, men jeg har stadig 20-25 min. gang til nogle af mine klasser, som ligger i den anden ende. Jeg begynder at forstå hvorfor alle har biler! Der er en del busser på campus som er gratis at tage med, men jeg er spændt på at se hvor mange der er med dem. Desuden er Raleigh en af de få steder i USA, hvor de rent faktisk cykler, så det er muligt jeg prøver at skaffe sådan én, det er svært at undvære når man er så vant til det hjemmefra.

Vejret herovre er ganske behageligt, de har haft over 30 grader det meste af sommeren, men de her dage har det måske været omkring 26 grader og mest overskyet, ingen regn indtil videre. Fugtigheden er dog relativt høj herovre, så man kommer hurtigt til at svede. 
Området jeg befinder mig i er rigtig grønt og det er sjældent man ser nogen blomster. Det består hovedsageligt af træer og grønt græs, dog er træer er helt sikkert det der mest af. Jeg har ikke rigtig set så mange insekter endnu, men om aftenen kan man tydeligt høre græshopper og cikader. 

Jeg må hellere slutte af for i aften, men der skal nok løbende komme flere indlæg.
Håber i har det godt derhjemme!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar