fredag den 8. november 2013

Oplevelser VI

8. Halloween
Den 31. oktober var det jo Halloween og det betød udklædning! Jeg må sige at jeg ikke er så stor en fan af det, men når man nu er i USA og stort set alle andre unge mennesker er klædt ud, så måtte jeg jo også. Valget faldt på pirat (som så ofte før), da det var billigt og nemt. Vi startede aften ud på de andres kollegie hvor vi gjorde os klar og fik lidt at drikke. Derefter tog vi til Halloween Hike på Hillsborough Street lige ovenfor campus, hvor de forskellige barer og restauranter havde forskellige events. Der var så mange mennesker at vi endte med at blive det første sted vi gik ind - bowlinghallen - hvilket nok også var det største sted.
Jeg var imponeret over hvor kreative folk var med deres udklædning og hvor meget de gjorde ud af det. Det sjoveste var dog at se de 3 svenske drenge rende rundt i Teletubbies (kan i huske dem?) kostumer hele aften. 
Konklusion: Halloween er som enhver anden festaften, den eneste forskel er bare at folk er klædt ud og at det er den eneste aften pigerne kan have så lidt som muligt på uden at nogen kan sige noget til det. Heldigvis for dem havde vi en varm nat (18 grader).

9. Koncert med Jason Derulo på campus
Hele sidste uge havde vi Homecoming, som er noget Alumni-foreningen arrangerer, og der foregik en masse events. Det sluttede af lørdag med årets vigtigste fodboldkamp, nemlig den mod vores rivaler fra UNC (University of North Carolina) som ligger en halv time væk. Der bliver trukket lod om billetterne til de studerende og jeg deltog i lotteriet for at maksimere de andre pigers chance for at komme til kampen. Jeg havde tilmeldt mig noget frivilligt arbejde den dag, så hvis jeg fik en billet var planen at give den til en af de andre piger. Vi var kun 2 ud af 5 der fik en billet, så jeg gav min billet til Ann, som var meget taknemlig! Det er utroligt hvad der kan gøre folk glade.
Det skulle dog ikke snyde mig for at deltage i fredagens Pep Rally plus koncert. Det startede klokken 19.30 med cheerleaders, dansere og orkester. Herefter fulgte to opvarmnings-artister og hovednavnet Jason Derulo. Det hele for kun $5 (til sammenligning spiller han i Danmark til marts for 275 kr.). Emma var helt oppe at køre over at han kom og spillede, så hun fik os overtalt til at tage med. Jason Derulo er en amerikansk R'n'B-sanger, som har lavet en del kendte sange der ofte spilles i radioen. Jeg havde i hvert fald hørt stort set alle sangene før. Den første opvarmnings-artist der gik på var Chill Moody, en ung fyr der rappede 45 min i træk (pyh, det var lang tid). Næste artist var dog bedre - Sammy Adams - en hvid hip-hop artist med masser af gang i! Han kunne jo slet ikke stå stille. Selvom navnet virkede ukendt gik det op for mig at jeg faktisk havde hørt én af sangene før.
Altså, endnu en koncert jeg aldrig ville være taget til hjemme i Danmark, men som var fed.
Bagefter tog Emma, Mette og jeg ind til byen for at besøge min roommate Joanna på hendes arbejde. Hun arbejder nemlig på en mexikansk tequila-bar, hvor de også sælger empanadas (fyldt brød der enten er bagt eller friturestegt). Her har de over fyrre forskellige tequilaer og meningen er at man skal nyde dem, så man får 4 cl tequila i et cognacglas, lime og et glas sangrita. Herefter tager man et sip tequila, et sip sangrita og til sidst lime. Ingen salt her!
Aftenen sluttede vi af med et af de berømte house parties, men festen var gået lidt død da vi ankom, så det blev i stedet til en hyggelig snak med de restende folk, hvilket passede os fint.

10. Cat Angels Silent Auction - AFLYST
Som jeg skrev i mit forrige indlæg havde jeg meldt mig som frivillig til en katteauktion. Meningen var at vi skulle hjælpe til hvor vi kunne, og jeg så frem til at komme til at kæle med nogle skønne katte, men sådan gik det desværre ikke! Vi var for få frivillige fra klubben der havde meldt os og da der derudover ikke var nogen der kunne køre, blev det aflyst fra klubben side. Katteauktionen blev stadig holdt, bare uden vores hjælp. 
Det irriterer mig rigtig meget at man herovre er så afhængig af at have en bil eller få kørelejlighed for at komme nogen steder hen. Det gør det ekstra svært for os internationale der jo ikke bare lige køber en bil for at have den i 4 måneder. Så ingen katte til mig denne gang, og det betyder bare at jeg glæder mig ekstra meget til at komme hjem til familien og alle vores dejlige dyr på gården i Jylland.

11. NHL ishockeykamp
Spontan beslutning: Vi (Emma, Katie, Ann og jeg) tager da ind og ser Carolina Hurricanes spille mod Philadelphia Flyers en helt almindelig tirsdag aften! Som noget nyt i år har de nemlig valgt at en time inden kampstart sættes de resterende billetter til salg for $25 stykket for studerende og $10 hvis du ikke har noget imod at sidde på balkonen. Ja tak, siger vi bare! Ann er stor ishockeyfan så vi skulle i hvert fald ikke sidde deroppe - der kan man jo ikke se noget fra! Så vi betalte de $25 og da vi kom ind i arenaen viste det sig at vi havde fået pladser på første række i den ene ende af langsiden. Så med ingen foran os havde vi frit udsyn til kampen og spillerne, det var noget vi kunne lide.
En ishockey kamp har 3 perioder på 20 min hver. I de første cirka 55 min skete der ikke så meget. Begge hold skød på mål en del gange, men ingen gik ind, så da vi nåede til de sidste 10 min af kampen var vi sikre på at det ville blive uafgjort og at vi skulle ud i overtid og muligvis straffeskud, da kampen skulle slutte med en vinder. På sin vis havde vi ret - med 4 min tilbage af tredje periode scorer Flyers og med kun 53 sek tilbage scorer Hurricanes! I kan lige tro folk var oppe at køre! Vi kommer derfor ud i overtid og der går ikke mere end lidt over 2½ minut før scorer vi igen og vinder kampen. I kan tro stemningen var fed de sidste minutter! Alle folk stod op og heppede og der var bare en fed fællesskabsfølelse. 
Vi sad jo på første række og fordi vi sad i den ende de scorede i, så vi deres glæde og gruppekram på tæt hold, hvilket resulterede i at vi er endt på holdets hjemmeside.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar