torsdag den 14. november 2013

Grassland Management

Endelig har jeg fået taget mig sammen til at skrive om mit sidste kursus, nemlig Grassland Management, som handler om hvordan vi kan udnytte og producere vores afgrøder på en bæredygtig måde og samtidig få kvalitetsfoder til vores husdyr.
Da jeg skulle til at søge kurser til mit ophold, fik jeg af vide at jeg skulle prioritere 10 kurser og så ville universitetet udvælge de kurser jeg kunne tage og som passede sammen rent skemamæssigt. På dette tidspunkt havde jeg kun fundet 5-6 kurser som jeg syntes lød spændende, så det betød at jeg skulle finde nogle flere kurser jeg kunne søge. Det endte med at jeg fik min første, femte, ottende og niende prioritet, og Grassland Management var altså min niende prioritet, så i kan forestille jer at der var mange andre kurser jeg hellere ville have, men det kunne jeg jo ikke lave om på.
Jeg var fast besluttet på at få det bedste ud af min tid her, så jeg var åben over for kurset og håbede på at det ville fange min interesse når jeg først kom i gang. Det gjorde det ikke, og grunden er ikke så meget emnet, men mere fordi at kurset er virkelig ustruktureret og mange af vores forelæsninger er powerpoints vi skal sidde med selv og derefter svare på nogle spørgsmål, som så skal afleveres til vores professor, Dr. Lori Snyder.
Dejligt kun at skulle møde op til øvelser onsdag, men samtidig er det bare ikke den måde jeg lærer bedst på; jeg har brug for at professoren forelæser og at jeg kan stille spørgsmål hvis der er noget jeg ikke forstår. Det havde måske gjort en forskel hvis vi havde haft en lærebog at læse i, men det går min professor ikke ind for, hun mener at vi lærer bedst ved at være aktive og se og røre ved materialerne (planter, korn, hø, ensilage m.m.), hvilket er hvad vi gør til vores øvelser - jeg vil bare gerne forstå det først.

Til gengæld forventer Dr. Snyder ikke så meget af os - så længe vi prøver er hun tilfreds, hvilket jo er dejligt. En af grundene til det tror jeg, er fordi at halvdelen af de studerende går på universitetet, mens den anden halvdel er i gang med en to-årig teknisk uddannelse. Dette giver en stor forskel i niveau, og Dr. Snyder har været nødt til at lave et kompromis.
Når vi så har time, hvad får så vi tiden til at gå med? Jo, vi har været ude at se på kødkvæg (Angus og Hereford) og geder, evalueret hø og lavet vores egen miniensilage. Derudover har vi brugt en del tid på at lære at genkende diverse græsser, frø og ukrudt. 
Her er lidt billeder:





Den samlede karakter gives ud fra deltagelse i undervisningen, afleveringer (2 store + en række mindre), quizzer, midtvejseksamen (98,5% - så et eller andet må jeg da have lært) og projekt. Det er sådan at der ingen endelig eksamen er i kurset, men vi skal udarbejde en farm plan over en gård efter eget valg, som skal fremlægges og afleveres d. 4. december.
Det har været lidt et rod med den opgave, fordi Dr. Snyder og hjælpelærerene synes, at jeg skal lave den over min fars gård i Danmark, men da klimaet er meget anderledes her, vokser afgrøderne på en anden måde end derhjemme og jeg kan derfor ikke bruge alle de materialer der er blevet udleveret til resten af holdet. Mig og den ene hjælpelærer, Heather, er dog på nuværende tidspunkt kommet frem til en mulig løsning, der går at jeg i hvert fald kan lave udregningerne. Opgaven skal indeholde vores mål for gården, hvad vi har tænkt os at gøre for at matche udbytte med dyrenes næringsbehov, hvilken indsats vi vil gøre for bevaring af vilde dyr, hvilke jordtyper vi har, maskiner vi skal bruge, en tidsplan, et budget og et kort over gården og dens marker. Den skal være på 10 sider og vi er alene om at lave den.

På trods af at jeg ikke er så stor fan af faget, har det været interessant at komme ud af klasselokalet og se hvordan landbruget fungerer herovre i det Sydøstlige USA og generelt at lære lidt om det amerikanske landbrugssystem og dets love og regler.
I dette område kan de have deres dyr udenfor året rundt og det har selvfølgelig en betydning for hvordan de skal fodres og passes. Derudover varierer deres afgrøder fra hvad vi dyrker derhjemme - her dyrker de blandt andet jordnødder, tobak, bomuld, durra, hirse og sojabønner. Det er første gang i mit liv jeg har set bomuldsmarker og det er altså noget af et flot og specielt syn. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar